Illustreret Konversationsleksikon.

Tone

Toneer en Lyd, som er frembragt ved en Række ensartede og ligetidige Svingninger. Toner ere forkellige i Henseende til Højde, Styrke og Klangfarve. Højden afhænger af de Svingninger, Svingningstallet, vedkommende Tonegiver udfører i et Sekund; den stiger, naar dette vokser, og omvendt. Dette viser man f.Eks. ved at sætte en Skive, som er forsynet med en Række Huller langs Randen, en Sirene, i hurtig Omdrejning og saa blære gennem et Rør hen mod Hullerne; Luftstrømmen frembringer da, hvergang den gaar igennem et Hul, Svingninger i Luften paa den modsatte Side af Skiven, og disse Svingningers Antal vokser i samme Forhold som Antallet af de Huller, der i given Tid gaa forbi Røret; samtidig vokser ogsaas Tonens Højde. Styrken afhænger af de samme Forhold som al anden Lyds Styrke (se Lyd), Klangfarven endelig (se Klang) af Antallet og Styrken af de frembragte Overtoner (Aliquottoner). Den dybeste Tone, Øret kan opfatte, gør 16 1/2 Svingning i Sekundet, den højeste Tone, har man maalt, 38,000. I Orkestermusiken bruges aldrig Toner, hvis Svingningstal er mindre end 40,775 (Kontrabassen) eller større end 4686,75 (Pikkolofløjten); den menneskelige Sangstemme raader over Toner fra 64 til 1500 Svingninger.

T. er i Musikken en Lyd af en vis bestemt Højde ag konstant Svingningshastighed. Ved Toneart forstaas det Tonekøn (Dur eller Moll s.d.Artt.), der er valgt for et Musikstykke, samt det Tonetrin (Grundtonen, Tonica (s. d. A.)), hvorpaa den Toneskala hviler, hvori Stykket er skrevet. Da Oktaven omfatter 12 Halvtoner, kan der ved at bygge en Dur- og mollskala paa hver af disse Toner som Tonica dannes ialt 12 Dur- og Molltonearter. Tonestige, Scala.
I overført Betydning bruges Ordet om det Præg, der kendetegner et Selskab eller Person i selskabelig omgang. At have "god T." er at forstaa at lempe sig efter de Former, der herske i dannet selskabelig Omgang.

(TEGNING: Sirene)