Illustreret Konversationsleksikon.

Musik

Musik, gresk, hos Grækerne Fællesnavn for alle de forskellige Retninger af Kunst, der tillagdes Muserne; senere særlig om Tonekunsten. Med hensyn til de ydre Midler inddeles Musik i Vokal- og Instrumentalmusik, med Hensyn til Øjemedet i Kirke-, Teater-, Kammer-, Koncert-, Militærmusik osv. Allerede de ældste Folkeslag have kendt Musik, saaledes de gamle Ægyptere, om hvis musikalske Teori og Praksis der dog ikke er opbevaret meget, men fra hvæm Teori og Praksis rimeligvis er gaaet over til Hebræerne, Araberne og Grækerne. Hos Inder og Kinesere fandtes et udviklet Tonesystem; Grunnskalaen har den samme Tonefølge som den nu brugelige, nemlig et halvt Interval skiftevis efter 3 og 2 Helintervaller. Tonerne betegnes ved Tegn fra Skriftsproget. Af kinesiske Instrumenter haves Fløjte (Yo), Psalter (Tsche), et Slags Mundharmonika (Tscheng), Stenpladeharmonika (Kin), Tamtam (Gonggong) af indiske: Cithar (Vina), Strygeinstrumenter (Serinda), Fløjte (Basarce) o.a. Hebræerne dyrkede med iver Musik, især Sang med Ledsagelse af Instrumenter, til Højtideliggørelse af Gudstjenesten. Musikens blomstringstid faldt under Salomon og David. Rimeligvis er den nuværende jødiske Kirkesang i Hovedsagen lig den førkristelige. Instrumenter vare bl. a. Harpen, Luthen, Fløjten, Trompeten og Pauken. Hos Grækerne var Teorien højt udviklet med Hensyn til Toneforhold og Rytmik, ligeledes Tonebetegnelsessystemet. Af Instrumenter havdes Lyre, Kithare, Barbitos, Phorminx, Magadis, Simmikon o. fl. (alle harpe- eller citherlignende Strengeinstrumenter), Aulos, Syrinx (Fløjte), Salpinx (Trompet), Keras (Horn) o.a. Oldtidens Musik kendte kun Flerstemmighed i Form af unison eller Oktav-Fordobling, medens det moderne Begreb Harmoni er den fremmed. Tonesystemernes ældste Form er overalt streng Diatonik, oprindelig rimeligvis med Undgaaelse av Halvintervaller (femtonig Tonestige). Den syvtonige Grundskala har overalt samme Form, og hertil føjes senere 5 Mellemtoner, hvorved den altsaa naar til at blive kromatisk.

Gennem Middelalderen udvikles Musik videre under forskellige Former, Diskant og Kontrapunkt (se dette Afsnitt) opstaar, Kirkesangen udvikles -Koral, Messe, Motet-, Tonebetegnelsen gøres klarere ved Mensuralskriften og Takttegnene, indtil der omtrent ved Aar 1600 foregaar en væsentlig Forandring i den musikalske Komposition, hvorved den nyere Tid indledes; der finder en Reaktion Sted imod det til Kunstleri drevne Kontrapunkt, og man vender tilbage til naturlige Satser, der lade den musikalske Digtning komme mer til dens Ret. Musikformerne ere: Monodien med harmonisk Instrumentalledsagelse til den dramatiske Sang, hvoraf Operaen og Oratoriet opstaa; flerstemmig Sang med Instrumentalledsagelse (Koncert, Duet, Kantate etc.), samt ren Instrumentalmusik (Ouverture, Suite, Sonate, Symfoni), Den nyere Tid falder i Perioden a) fra 1600 - 1700. Det egentlige musikalske Drama opstaar. Den i det 16. Aarh. opkomne Generalbas frembyder sig som den bekvemmeste Form for Akkompagnement til Solosang, og tages ligeledes i Beslag for Operaen og Kirkesangen. Musikdramaet faar i Monteverdi sin første geniale Mester, der tillige er at anse som Fader til Instrumentationskunsten. Af Komponister i denne Periode nævnes Peri, Caccini, Scarlatti, Lully o. fl. (Operaer). J. M. Bach og Buxtehude (Orgel), Carissimi, H. Schütz, J. Chr. Bach (Oratorier) osv.; b)den klassike Periode fra 1700 til 1827, Musikens egentlige Blomstringstid. Alle i den foregaaende Periode forberedte Former udvikles fuldkomment. Instrumentalmusikken fremtræder under stedse rigere Former. Her nævnes følgende Komponister: af Operaer: Pergolese, Jomelli, Cimarosa, Zingarelli, Bellini, Salieri, Paer, Cherubini, Spontini, Rossini, Donizetti (Italienere), Desmarets, Colasse, Monsigny, Grétry, Le Sueur, Isouard, Méhul, Boieldieu (Franskmænd), Keiser, Händel, Dittersdorf, Benda, Gluck, Mozart, Beethoven (Tyskere); af Oratorier: Händel, Haydn og de fleste italienske Operakomponister; af Passions- og Kirkemusik: Keiser, Seb. Bach, Mozart, Beethoven, Cherubini, af Instrumentalmusik: Corelli, Couperin, Dom. Scarlatti, Seb. Bach, Händel, Ph. E. Bach, Haydn, Mozart, Beethoven, Cherubini. - I denne Periode udvikler Operane sig til sit højeste; handling og Sandhed i Udtrykket træde dog snart i Skygge, og den skønne og kunstmæssige Sang bliver Hovedsagen. I Italien uddannes siden ca. 1660 Sangvirtuositeten i Særdeleshed (Kastratsangere). En Reaktion til Fordel for de af Operaens Stiftere opstillede Grundsætninger indtræder; en anden Reaktion til Gunst for Handlingen lige overfor Musikken er Overgangen til komiske Sjuetter (Opera buffa) ved Pergolese. Cimarosa etc.; den franske Operá comique følger hurtig efter. Oratoriet uddannes til Fuldendthed ved Händel, Passions- og Kantatekompositionen ved Bach. Instrumentalmusikken gør mægtige Fremskridt ved Ph. E. Bach og Haydn; Mozart og Beethoven finde paa dette Omraade fuldfærdige Former og skabe klassiske Mesterværker i nesten alle Genrer. Endelig indtræder c)Romantikkens Periode (det 19. Aarh.), der betegnes ved en stærkere Fremtreden af Subjektiviteten samt ved hyppig Tendens til det saakaldte Tonemaleri ("Programmusikk"). Her nævnes som fremragende Komponister af Operaer: K. M. v. Weber, Spohr, Marschner, Adam, Halévy, Auber, Lorzing, Flotow, Meyerbeer, Wagner, Gounod, Thomas, Verdi, Offenbach, Bizet, Delibes, Planquette; af Danske; Weyse, Kublau, J. P. E. Hartmann, af Romancer og Sange; Schubert, Mendelssohn, Scumann, Rob, Franz, Rubinstein, Bellman, G. Wennerberg, A. F. Lindblad, O. Lindblad, H. Kierulf, J. P. E. Hartmann, Weyse, Gade, P. Heise etc. Kormusik: Schubert, Mendelssohn, Schumann, M. Bruch, Brahms, J. P. E. Hartmann, Gade. Orkestermusik: Schubert, Mendelssohn, Schumenn, Berlioz, Brahms, Raff, Gade. Kirkemusik: Mendelssohn, Berlioz, Brahms, Weyse, H. og J. G. Matthison-Hansen, J. A. Krygell o. fl. Klavermusik: Weber, Lisst, Chopin, Schubert, Mendelssohn, Schumann, Rubinstein, Henselt, St. Heller, Saint Saëns, Tschaikovski, Kuhlau, Gade, E. Grieg o. fl.
En særegen Stilling med Hensyn til Indførelsen af en ny Stil i den musikalske Komposition, navnlig i Operaen, indtager Rich. Wagner, om hvem Kritikken dog neppe endnu har sagt sit siste Ord.

Myriade, gr., et Antal af 10,000.